Brobygning i Belek
De unge skal lære af de gamle, og de gamle skal lære af de unge. Det er den simple filosofi, der ligger bag, når DGU sender proer og juniorer af sted på fælles træningslejr
Tekst og foto: Anne Krogh Bragt i Dansk Golf 1 2009, 17. juni 2009

32 spillere indledte 2009-sæsonen med en træningslejr i Tyrkiet, hvor der ud over træningen var fokus på udveksling af erfaringer
Det danske golflandshold begyndte 2009 med en træningslejr i Belek, Tyrkiet, i februar måned. Her var 32 spillere samlet til en uges intensiv sæsonforberedelse på tværs af køn, alder og niveau. Ældste deltager var 33, mens den yngste var 12. I de fleste andre sportsgrene ville en sådan blanding være utænkelig, men i golfen højner den træningslejrens kvalitet på væsentlige punkter, mener sports- og servicechef Morten Backhausen.
- Socialt tjener det den funktion, at de unge lærer de ældre at kende og kan nyde godt af deres erfaring. Samtidig lærer de ældre at tage ansvar, og det er dejligt at se, hvordan de ældre blander sig med de unge på sådan en tur. Jeg plejer at sige, at golf i virkeligheden er en holdsport. En væsentlig del af alle spilleres læringsproces er nemlig at agere i team – med klubtrænere, landsholdstrænere, fysiske trænere, mentaltrænere og så videre – og derfor er der masser af læring at hente ved at arbejde i en gruppe på tværs af køn, niveau og alder i en hel uge, fortæller Morten Backhausen.
En del af gruppen
Med på træningslejren var fem prospillere, heriblandt europatourspillerne Jeppe Huldahl og Karen Margrethe Juul. Sidstnævnte, der var træningslejrens alderspræsident, nød at være sammen med de unge i Tyrkiet.
- Det er dejligt at være sammen med masser af unge mennesker, der har så meget gå-på-mod og godt humør. Jeg føler mig som en del af gruppen. Der er ikke nogen barriere imellem mig og de andre, og det er dejligt, at de tilsyneladende tænker: Det kan godt være, at hun spiller på europatouren, men hun er bare et almindeligt menneske, og hun kan også slå i skoven. De unge må gerne se op til mig, men jeg vil ikke have, at de opfatter mig som utilgængelig, siger LET-spilleren.
Derudover var Karen Margrethe Juul begejstret over at have adgang til de ressourcer, som landsholdet har til rådighed i det daglige. Blandt andet et par australske biodynamikere, der jævnligt analyserer de danske landsholdsspillere, og som var med i Tyrkiet.
- Inden jeg tog af sted, tænkte jeg, ”Hvorfor har jeg meldt mig til den her DGU-træningslejr”, men det har været vildt fedt, og jeg kommer hjem med så meget motivation. Jeg har arbejdet med biodynamics hernede, og jeg glæder mig til at vise min træner resultaterne. I lang tid har jeg ikke kunnet finde ud af, hvad der var i vejen med mit sving, men det ved jeg nu. Det er rart at få bekræftet, at det ikke er, fordi jeg ikke kan finde ud af det, eller fordi jeg træner dårligt, men at det er mine muskler, der ikke er i stand til at lave den bevægelse. Når jeg får trænet musklerne, vil jeg forbedre mit golfsving.
Niveauet bliver synligt
Netop prospillernes mulighed for at deltage på landsholdets træningslejre er noget af det, der adskiller Creating Winners-projektet fra det traditionelle landsholdsarbejde i DGU.
- Vi vil gerne have prospillere med på træningslejr som inspiration og motivation. De kan videregive informationer fra touren, som landsholdsspillere er meget interesserede i at få, og de gør det synligt for de unge, hvilket niveau det kræver at nå derop. Samtidig kan de unge se, at de sådan set selv arbejder på samme måde som proerne, og at det giver dem mulighed for at nå deres mål på sigt, Siger Morten Backhausen.
14-årige Peter Launer Bæk er i landsholdets ungtrup og var med på træningslejr for første gang. Han var positivt overrasket over, at prospillerne indgik i programmet på lige fod med amatørerne.
- Der var et rigtig godt sammenhold dernede. Jeg havde på forhånd en forestilling om, at Jeppe Huldahl og Karen Margrethe Juul skulle spille og træne for sig selv, men det var megafedt, at de var så nærværende og ville spille og træne med os. Det var fedt at se deres niveau og se, at de på nogen ting ikke er så meget anderledes end os. For eksempel så jeg en indspilskonkurrence mellem Maja Stage Nielsen og Karen Margrethe Juul, og der vandt Maja. Rent teknisk har de jo deres eget sving, men jeg har lært meget ved at se på deres preshot-routine og den måde, de kigger på banen på, fortæller Peter Launer Bæk.
Fra et standpunkt i midten
Landsholdsspiller Kristian Nielsen lærte både af proerne og af de unge på træningslejren.
- Det at Huldahl og Kasper Linnet Jørgensen er med på sådan en tur er generelt med til at højne niveauet. For eksempel højner det kvaliteten for mig, at jeg på turneringsdagene hernede kan gå ud og måle mit spil med spillere som dem, og jeg kan altid lære noget af at se, hvordan de arbejder med spillet. Jeg har også lært noget af de unge spillere. De er fantastisk seriøse og mentalt indstillede, og især opførslen på banen er blevet meget bedre, end da jeg var på juniorlandsholdet.
Kristian Nielsen mener dog også at kunne se en forskel på, hvordan de unge og de ældre spillere bruger en sådan træningslejr.
- Forskellen på de unge og de ældre bliver også tydelig på sådan en tur. De unge spillere går meget op i, hvor de rangerer henne i landstrænernes øjne. De har meget fokus på de andre, og her kunne de lære noget af for eksempel Linnet. Det eneste, han koncentrerer sig om, er, hvordan han selv spiller. Men generelt fungerer det vældig fint at være af sted på den måde. Folk accepterer og respekterer hinanden, og jeg synes, at det er fantastisk, at spillere som Huldahl og Linnet spiller med de 13-14-årige og bagefter åbent fortæller, at de får noget ud af det.